fredag den 25. november 2011

Sweet potato frittata...ish

  
Helt almindelig hverdagsmad er den slags mad, de fleste af os laver mest af. Jeg laver sjældent gourmet-gæstemad, og især ikke efter ankomsten af lille Louis-liscious. Derfor er det primært hverdagsmad, min blog er fyldt med... og så selvfølgelig bunker af kage! Dette indlæg handler om endnu en nem hverdagsret, som kan bikses sammen på næsten ingen tid.


Frittata er egentlig bare et fancy italiensk ord for en æggebaseret omelet-agtig sag. Den laves ofte med kartoffel og løg, og den plejer at være høj som en tærte - men jeg kan ret godt lide den lav som denne her. Den bliver ikke helt så kompakt og så er den også hurtigere at lave! Jeg er blevet ret vild med rester på en pande med pisket æg henover. Efter en tur i ovnen (eller med låg/staniol) har man den skønneste æggekage med lækre sager i. Det er sådan set kun din fantasi og dit køleskabs indhold, der sætter grænserne for udfaldet af din frittata. 


Jeg har brugt søde kartofler for afvekslingens skyld og  i anledning af, at der i går blev fejret Thanksgiving i alle amerikanske hjem verden over. Men du kan sagtens bruge helt almindelige kartofler også. Jeg brugte dem rå i små tern - men hvis de er kogt først er der endnu hurtigere mad på bordet!


Sweet potato frittata med tomatsalsa
Til 1 sulten person - eller til to personer med rugbrød til

Frittata:
150 g sød kartoffel (eller almindelig kartoffel) - gerne let kogt først
1 løg
1 fed hvidløg 
1 stængel bladselleri
2 tsk. olivenolie 
3 æg (2 hvis de er store) 
½ tsk. salt 
Friskkværnet peber
Ca. 50 g feta



Tomatsalat:
2 tomater 
½ rødløg
1/4 grøn peber
1 lille håndfuld basilikum
1 tsk. god eddike - fx balsamicoeddike (mørk eller lys) eller æblecidereddike
2 tsk. olivenolie 
Salt og peber


Tænd ovnen på 180 grader varmluft (hvis din pande kan gå i ovnen...).
Skræl og skær kartoffel i små tern og skyl godt under rindende vand. Tør ternene i køkkenrulle eller rent viskestykke. Pil løget og hak det groft. Hak hvidløg fint. Skær bladselleri i tynde skiver. Varm olivenolien i en pande og steg kartoffel, løg, hvidløg og bladselleri i ca. 15 minutter – under omrøring. (Du kan nøjes med ca 10 minutter hvis kartoflerne er kogt i forvejen).

Pisk æg med salt og peber og skru op for varmen på panden. Hæld æggeblandingen over grøntsagerne og skru ned igen til svag varme. Smuldr fetaen på toppen. Smid panden i ovnen ved 180 grader varmluft eller læg låg på panden (brug alternativt en tallerken eller staniol) og bag frittataen færdig – til æggemassen er stivnet på toppen. Lav salsaen imens frittataen bager færdig.

Skyl og skær tomater, rødløg og grøn peber i små tern. Vend tomater og rødløg med groft hakket basilikum. Smag til med eddike, olivenolie og salt og friskkværnet peber.

Anret frittataen med salaten ovenpå og spis evt. rugbrød til.



0 kommentarer:

Send en kommentar